Internationale design
Designrettigheder er nationale rettigheder. Udenfor EU er de enkelte landes lovgivning om designbeskyttelse meget forskellige. I USA og Kina beskyttes design via såkaldte "design patents", som har mange fællestræk med patentansøgninger vedrørende tekniske opfindelser. I mange andre lande beskyttes design via designregistreringer, som ligner varemærkeregistreringer.
Der findes et internationalt samarbejde, kaldet Hague-systemet, der gør det både nemmere og billigere at ansøge om international designbeskyttelse. Systemet omfatter på nuværende tidspunkt 72 lande, herunder blandt andet EU-landene, USA, Norge, Schweiz, Tyrkiet og Japan.
Da Danmark er medlem af Hague-systemet, kan du med fordel anvende Hague-systemet, hvis du ønsker at beskytte dit design internationalt.
International designansøgning via Hague-systemet er billigere end udgifterne til nationale ansøgninger. Prisen afhænger primært af gebyrerne til de enkelte lande og hvor mange billeder, der skal gengives af designet.